Vedtægter

Vedtægter for interessentskabet Fårhus og Omegns Forsamlingshus

Vedtægter for interessentskabet Fårhus og Omegns Forsamlingshus.

1. Selskabets formål er at værne om huset og lede dets drift, økonomi og vedligeholdelse. Hovedformålet er at skaffe husly til fremme for dansk kultur og folkeoplysning eller andre nationale opgaver.

2. Andelskapitalen fordeles på andele af kr. 100,-, som skal indbetales kontant. Nye andelshavere kan optages, mod at indbetale deres andelsbeløb efter vedtægten. Ved opløsning af selskabet kan andelshaverne kun gøre krav på deres indskud uden renter eller gevinst. Restbeløbet overgår til Sønderjysk Skoleforening. Andelshaverne er kun forpligtede med deres andelsbeløb.

3. Andelsbeviserne, der kun kan udstedes til enkeltpersoner, lyder på navn og nummer og kan kun transporteres til et andet navn, med den samlede bestyrelses enstemmige godkendelse.

4. Bortkommer et andelsbevis, kan det erstattes med et nyt, efter at det bortkomne er blevet mortificeret på lovlig måde på vedkommende ejers bekostning.

5. Andelsbeløbene og overskuddet ved ejendommes drift skal bruges til vedligeholdelse og drift af ejendommen. Alt efter generalforsamlingens og bestyrelsens beslutning kan der også bruges midler til formål for fremme af dansk kultur.

6. Forsamlingshusets kasserer kan være et bestyrelsesmedlem eller en andelshaver udenfor bestyrelsen. Kassereren vælges af selskabets bestyrelse. Selskabets kassebeholdning indsættes i det af bestyrelsen valgte lokale pengeinstitut, og kan kun ændres, når bestyrelsens beslutning foreligger.

7. Mod afgivelse af sikkerhed i Forsamlingshusets ejendom, matr. 157 af Kragelund ejerlav, Bov, kan der med en enstemmig bestyrelsesbeslutning optages lån af fondsmidler til vedligeholdelse af Forsamlingshuset.

8. Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed i alle anliggender. Andelshaverne er stemmeberettigede, såfremt de har indbetalt deres andelsbeløb efter vedtægten. Hver andelshaver har kun en stemme, og kan max medbringe 1 skriftlig fuldmagt fra anden andelshaver. Ved alle valg er simpel stemmeflertal afgørende.

9. Generalforsamlingen afholdes en gang årligt i januar eller februar måned efter 7 dages forudgående lovlig bekendtgørelse. På generalforsamlingen forelægges det reviderede regnskab til godkendelse. Regnskabsåret slutter den 31. december. Årsberetningen samt alt andet vedrørende selskabets anliggender forelægges. Generalforsamlingens beslutninger føres til protokol.
10. Bestyrelsen består af 5 medlemmer: Formand, næstformand, kasserer, sekretær og 1 bestyrelsesmedlem. På den ordinære generalforsamling vælges hvert år 3 hhv. 2 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år af gangen. Bestyrelsen konstituerer sig på det første bestyrelsesmøde, som skal finde sted inden for 14 dage.
På generalforsamlingen vælges desuden 2 suppleanter for bestyrelsen, samt 2 bilagskontrollanter for 1 år af gangen. I tilfælde af, at en suppleant træder ind i bestyrelsen, er vedkommende på valg på det tidspunkt, som det bestyrelsesmedlem, der bliver afløst, ville have været på valg.
Valgene foregår ved skriftlig afstemning.

11. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes ifølge bestyrelsens beslutning, eller når der afgives skriftlig begæring derom fra mindst 25 andelshavere, der er stemmeberettigede efter vedtægten.

12. Bestyrelsen afholder møde, når formanden finder det nødvendigt, dog mindst en gang hver anden måned. Formanden indkalder til bestyrelsesmøde med mindst 7 dages varsel. På hvert bestyrelsesmøde skal der være et punkt som er Økonomi.

13. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom samt udstedelse af bankfuldmagt, tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

14. Forandring af selskabets vedtægter skal foretages på en generalforsamling af mindst halvdelen af samtlige fremmødte andelshavere.

15. Beslutning om ophævelse af interessentskabet skal vedtages på en generalforsamling af mindst halvdelen af de fremmødte andelshavere. Før ophævelse af interessentskabet er endelig, skal der, senest 14 dage efter, afholdes ekstraordinær generalforsamling med ny afstemning efter tilsvarende regler.

16. Kun andelshavere bosiddende i Aabenraa kommune kan vælges ind i bestyrelsen.

Denne vedtægt består af 16 punkter og er vedtaget på den eksordinære
generalforsamling den 23-9-2020 og er hermed den eneste gyldige.

________________ ________________ ________________
Ordstyrer Formand Næstformand

________________ ________________ ________________
Bestyrelsesmedlem Bestyrelsesmedlem Bestyrelsesmedlem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *